Tagged: overgreb

#MeToo

“#MeToo is a hashtag campaign that circulated on Twitter and other social media platforms in which actress Alyssa Milano encouraged survivors of sexual assault and harassment to post “#MeToo” or “Me Too” to raise awareness and highlight its commonality.”

Forleden dag, så jeg et opslag postet af en kammerat på facebook, hvor han gjorde opmærksom på at ‘sexual assault’ og ‘sexual harassment’ slet ikke er det samme og at der trods alt er stor forskel på at blive voldtaget og at blive kaldt “Frække” på gaden. Han har ganske vist ret i at der er forskel på disse og det slet ikke er det samme, men jeg tænker også at han og andre, måske har misforstået den virale kampagne og dets formål?

For mig var formålet hvert fald ikke at folk nødvendigvis skulle forklare i hvilken grad de havde fået overskredet deres grænser seksuelt, men nærmere at vise hvor stort et omfang det faktisk sker i. Jeg delte selv hashtagget på min facebook, ikke pga. én enkelt episode, men fordi jeg har prøvet flere gange, i forskellige grader, at få overskredet mine grænser seksuelt. Om man er blevet voldtaget, blevet begramset i byen eller råbt af på gaden, er alle disse ubehagelige og i min optik, ikke okay!

Jeg synes selv at det er utroligt grænseoverskridende, når jeg ikke bare kan få lov at gå på gaden i fred, uden at få seksuelle tilråb eller ubehagelige kommentarer. Oftest har mine personlige erfaringer med det, omhandlet udenlandske mænd, der hvertfald har været over dobbelt så gamle som jeg selv og episoderne kan have været alt fra at de bare forfølger mig, til at de laver kysselyde eller direkte kommer med væmmelige kommentarer, om at de gerne ville have sex med mig og røre mig (og så har jeg endda omformuleret det meget pænt, i forhold til de ord der faktisk bliver brugt).

At voldtægt sker og er et problem, gør ikke mindre hændelser mindre grænseoverskridende eller ligegyldige, men jeg føler ofte at vi lever i et samfund hvor ofrene bliver negligeret. Hvor offeret ‘også bare er sippet’, når de gør opmærksom på at de ikke synes det er behageligt at modtage uønskede og uopfordrede dickpics gennem diverse medier, når de synes det er grænseoverskridende at fyre i byen helt uopfordret tager dem på røven eller brysterne eller når fremmede mænd på gaden ‘cat caller’ dem og kommer med seksuelle bemærkninger, ud af det blå.

For mig er det egentligt ligegyldigt, om disse kvinder så går i korte kjoler eller man kan se kavalergang på de billeder de poster på sociale medier. For mig er kommentarer som “Du må jo forvente den slags, når du klæder dig sådan?” lige så idiotisk, som at mene at piger selv er skyld i voldtægt, hvis de har en kort kjole på. For mig vil voldtægt aldrig være andres skyld end voldtægtsforbryderen selv og mener man at nogle selv er skyld i voldtægt og andre af disse seksuelle krænkelser, er man med til at forsvare overgrebene og negligere at nogle bliver krænket. Hvad synes I?

Reklamer